
Energi, klima og bæredygtighed har været på vores agenda siden 2007, hvor Frederikshavn Kommune besluttede, at vi skulle være 100 procent forsynet med vedvarende energi på el-, varme- og transportområdet. Med vores placering nær landbrugs- og havområder var udgangspunktet, at mange forskellige teknologier kunne indgå i løsningen, og Energibyen skulle ikke arbejde med i en enkelt teknologi eller et særligt arbejdsfelt, men udvikle et sammenhængende system for produktion af vedvarende energi, klimatilpasning og bæredygtig erhvervsudvikling.
Vores opgave blev at være initiativtager, facilitere og koordinere projekter, som medvirker til at skabe grøn vækst og nye lokale jobs i energisektoren, og dermed skal vi skal skabe udvikling inden for kommunens tredje vækstspor ’Det grønne - energi og recycling’, der har et stort potentiale for nye arbejdspladser i mange forskellige brancher.
I tæt samarbejde med erhvervsvirksomheder, forsknings- og uddannelsesinstitutioner, opfindere og borgere, står vi i spidsen for at skabe et ’demonstratorium’ for test og afprøvning af bæredygtige klima- og energiteknologier i skala 1:1 i Frederikshavn Kommune, den såkaldte Energisti.
Visionen for erhvervsudviklingsprojektet er, at hele Frederikshavn Kommune er overgået til vedvarende energi inden udgangen af 2030.
Vi sikrer, at det sker med fokus på bæredygtighed, fordi verdens vigtigste plan er også vores: Klimaet har behov for, at vi alle gør, det vi kan.